Indikationer, kontraindikationer og begrænsninger
Indikationer
Appen er beregnet til personer med diabetes mellitus (eller deres omsorgspersoner), der bruger Accu-Chek SmartGuide enheden.
Kontraindikationer
Der er ingen kendte kontraindikationer.
Begrænsninger
App
- Appen kommunikerer med sensoren via Bluetooth® Low Energy-teknologi. Enheder, der understøtter Bluetooth Low Energy-teknologi, der er ældre end version 5.0, er muligvis ikke kompatible.
- Brugeren modtager kun alarmer, hvis sensoren har forbindelse til appen, og notifikationer er aktiveret af brugeren.
- Appen er ikke designet til at blive brugt af personer, som ikke kan læse oplysninger, der vises på en mobil enhed.
- Appen giver ikke lægelig rådgivning.
- Appen underretter dig primært om alarmer via lyd. Derudover kan der anvendes andre notifikationsmetoder, som f.eks. vibrationer eller visuelle notifikationer. Hvis du har nedsat hørelse eller er døv, kan du have svært ved at opdage notifikationer. I sådanne tilfælde må du kun bruge den notifikationsmetode for alarmer, der er passende for dig.
- Notifikationer om alarmer kan ikke garanteres i alle tilfælde på grund af begrænsninger i alarmsystemet. Stol ikke udelukkende på alarmer. Ellers kan du overse alvorlige advarsler om lavt blodsukker og/eller højt blodsukker.
Åbn appen regelmæssigt for at kontrollere dine glukoseniveauer i henhold til sundhedspersonalets anvisninger, eller hvis du føler, at dit glukoseniveau kan være lavt eller højt. Du må aldrig ignorere symptomer på lavt eller højt blodsukker. - Appen udsender alarmer baseret på CGM-værdier, der leveres af sensoren. Hvis sensoren er i Trend-tilstand, kan CGM-værdierne blive mindre nøjagtige. Som et resultat heraf kan der blive udstedt alarmer, selv når din sande glukoseværdi er normal. Det er også muligt, at der ikke bliver udsendt nogen alarmer, selv når din sande glukoseværdi er høj eller lav.
- Appen viser CGM-værdier, der leveres af sensoren. Hvis sensoren er i Trend-tilstand, kan disse CGM-værdier blive mindre nøjagtige. Følg den brugsanvisning, der fulgte med sensoren.
Sensor
- Glukoseniveauer i vævsvæske, der måles af sensoren, afspejler muligvis ikke det faktiske blodsukkerniveau. Dette kan forekomme under hurtige stigninger eller fald i glukoseniveauerne i kroppen. Glukoseniveauer i vævsvæske kan være højere eller lavere end de faktiske blodsukkerniveauer. Sådanne perioder kan registreres ved at se på Trend-pilene og startskærmsgrafen på startskærmen i appen. I disse tilfælde skal du basere beslutninger om behandling, som f.eks. insulindosering, på yderligere blodsukkerresultater, der er målt med et blodsukkerapparat.
- Hvis en CGM-værdi ikke svarer til dine symptomer, skal værdien bekræftes af en blodsukkermåling ved hjælp af et blodsukkerapparat.
- Sensoren må kun påføres på det angivne påføringssted på overarmen. Ellers kan patientens sikkerhed og nøjagtigheden af CGM-dataene ikke garanteres.
- Sensoren kan sende oplysninger til en mobil enhed inden for en afstand på 6 meter (synslinje). Den faktiske afstand kan være kortere afhængigt af den mobile enhed og dine omgivelser (f.eks. andre enheder i nærheden).
- Brug kun CGM-værdier til at træffe beslutninger om behandling, som f.eks. insulindosering, efter at du har kalibreret din sensor som anmodet af appen. Se kapitlet Kalibrering af din sensor.
- Hvis du indtager interfererende substanser, kan det medføre en falsk stigning i dine CGM-værdier, hvilket kan få dig til at overse alvorlig hypoglykæmi. Hvis du indtager nogle af de angivne interfererende substanser, skal du rådføre dig med sundhedspersonalet. Se en liste over interfererende substanser i kapitel Tekniske data for Accu-Chek SmartGuide enheden.